Udkommer den 24. april. Reception på Thiemers Magasin den 25. april kl. 17-19. Redaktører: Kamilla Jørgensen og Mette Østgaard Henriksen. Forlag: Arkhest.
Bogen indeholder mere end 80 teksteksempler på nyere dansk konceptuel litteratur. Hvert tekst ledsages af en kort præsentation. Bagerst i bogen findes en emneordbog med beskrivelser af centrale begreber og metoder. Bogen indledes med forord af redaktørerne, der giver introduktion til den konceptuelle litteratur som genre.
Uddrag fra prologen:
Det begyndte med et bankende hjerte i en menneskelig krop. Vi mødtes med en begejstring for den eksperimenterende og konceptuelle litteratur og endte med en syv år lang undersøgelse af et litterært felt, der udfordrer konventioner og stiller spørgsmål ved bl.a. forfatterollen og idéen om kreativitet og originalitet. Men alt det vidste vi naturligvis ikke, da vi mødtes første gang på Kamillas værksted med udsigt over Aarhus Havn og så hinanden an med usikker forventning.
Hvad vi heller ikke anede var, at der inden arbejdet havde nået sin afslutning, ville dukke et nyt teknologisk monstrum af en tekstgenereringsmaskine op, en vild og flad og forrykt og forrygende sprogmodel – i daglig tale kaldet AI, der ville få os til at stå og kigge ind i noget, som vi ikke ville vide, om vi kunne kalde en epokes afslutning.
Hvis vi tager en af den konceptuelle litteraturs grand old man – Kenneth Goldsmith – på ordet, når han peger på computerteknologiens betydning for den konceptuelle litteraturs gennembrud omkring årtusindskiftet, kan vi ikke
undgå at spørge: Hvad betyder det så, at en ny teknologi, godt tyve år senere, forandrer selve præmissen for tekstproduktion? Er denne antologi et arkiv over en afsluttet periode i dansk litteratur, eller er den et vidnesbyrd om en retning, der vil tage nye former?
Vi ville gerne tage rollen som de indsigtsfulde, der kunne spå om litteraturens fremtidige retning og udvikling, men selvfølgelig kan vi ikke det. Vi står bare her og prøver at gætte, mens teknologierne og tiden løber stærkere end vi kan nå at skrive. Med denne antologi vil vi gerne dele vores begejstring for den konceptuelle litteratur i en periode mellem udbredelsen af to teknologier.
Vi ved derfor ikke, om denne antologi bør læses som en epilog eller en prolog, et komma eller et punktum, men vi har en tro på, at litteraturen altid vil blive ved med at rejse spørgsmålet om, hvad det vil sige at skrive.
Vi holder reception og fejrer udgivelsen på Thiemers Magasin i København den 25. april kl. 17-19 — og alle er hjertelig velkomne til at komme forbi.
Comment