Jeg har netop læst et spændende speciale skrevet af Emilie Fuglsang. Specialet er en retorisk analyse af hvidhedsdebatten i Danmark, som begyndte i 2014, da den svenske kritiker og digter Athena Farrokhzad i sin anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling Yahya Hassan skriver det, der er blevet tolket som en opfordring til, at minoritetsforfattere censurerer sig selv, hvis deres ord kan bruges uhensigtsmæssigt i politiske sammenhænge.
Fuglsang inddeler debattørerne i to hovedgrupper, som hun kalder majoritets- og minoritetsgruppen, hvor førstnævnte primært består af debattører, som er hvide, mandlige og heteroseksuelle, mens minoritetsgruppens identificerer sig som en eller flere af følgende; ikkehvid, ikkemandlig og ikkeheteroseksuel. De to grupper forankrer deres indlæg i to forskellige ideologiske værdisæt. Majoritetsgruppen er forankret i en socialliberalistisk ideologi, hvor positivt definerede frihedsværdier såsom ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed er omdrejningspunktet. Majoritetsgruppens indlæg afspejler desuden en stærk tro på det individuelle subjekt og dennes ret til at handle i overensstemmelse med egne ønsker og overbevisninger. Minoritetsgruppens indlæg tager derimod afsæt i en humanistisk og altruistisk ideologi med et stærkt fokus på gruppetilhørsforhold og –identitet og medmenneskelighed.
Specialet inddrager Cvetkovichs teorier om arkiver af affekt, kollektivt traume og ”public feelings” og argumenterer for, at:
“Minoritetsgruppen i hvidhedsdebatten konstruerer et arkiv af affekterne frygt, sorg, indignaton og håb, som både manifesterer sig fysisk i form af indlæg i aviser og på internettet, og som rummer vidnesbyrd og personlige minder fra minoritetsgruppens levede liv, men som også opererer affektivt som en måde at etablere forbindelse med andre ligesindede på i et fællesskab, der insisterer på eksistensen af en fælles traumehistorie. Minoritetsgruppens arkiv af affekter rækker både bagud og fremad i tid. Det kan læses som individets bearbejdning af traumet over ikke at blive set og hørt som subjekt i offentligheden, en bearbejdning af fortiden, som sker gennem etableringen af et fællesskab med andre, som validerer traumet og anerkender dets eksistens. Samtidig rækker arkivet fremad, fordi det er et udtryk for ”public feelings”, affekter som i kraft af deres offentlighed og kollektivitet gør noget og har subversivt politisk potentiale til at skabe forandring i forhold til de hverdagstraumer, som minoritetsgrupper oplever.”
Specialet forsøger at balancere på en knivsæg og pege på begrænsninger ved begge positioner: Majoritetsgruppens privilegieblindhed i begejstringen for flydende identiteter og ubegrænset frihed, og minoritetsgruppens insisteren på identitetskatoriernes essens, der risikerer at give bagslag, når kategorierne fastlåses og måske bliver begrænsende og misrepræsentative eller endda genstand for et eksotiserende blik.
Comment