I et land med mange skove
stod et træ med rødder grove.
Under træet kæntrer skrænter,
ingen ved hvornår det vælter.
Hvem er jeg, et træ, et håb?

Træet havde mange grene,
skønt det stod og var alene.
Men dets grene var som arme,
alting ville træet fange.
Får jeg vinger, når jeg dør?

Med to hænder der var kæmpe
kom en mand der alting kendte.
Kærligt tog han fat om stammen,
mand og træ var vokset sammen.
Kan jeg elske verden nok?

Med et tryk der aldrig standser
skar han sandhed ind i planter.
Han lod mange grene falde,
løvet stod omkring dem alle.
Skærer kærlighed i mig?

Så stod træet der på stene
mellem gudsforladte grene:
Hvis de arme ej er mine,
men et lån, hvad skal jeg mene?
Er min ånde renter nu?

Manden han var glad og sagde:
Rolig, du får alt tilbage!
Når jeg ridser dig i barken,
er det mig, der gror i parken?
Er vi under samme hud?

Når vi ser det lidt fra oven,
hvad mon gemmer sig i skoven?
Har vi hænder, der kan skære?
Har vi hjerter, som kan bære?
Er vi blade i en vind?