Materialet – en brugsanvisning

1. Der findes ikke noget i denne verden, der ikke vil kunne anvendes som et materiale. Denne brugsanvisning gælder kun for materialer med en endelig og afgrænset fysisk form.

2. Et materiale bliver først et materiale i det øjeblik nogen får intentionen om at bearbejde det og gøre det til (en del af) noget andet.

3. Materialet har en orden. Det ser måske ikke ud af meget. Det kan ligge i en sørgelig bunke på et gulv og være doneret af et for os fuldstændig vilkårligt menneske. Et menneske, som ikke længere ser en værdi i materialet, kunne have besluttet sig for at forære det bort til et eksperiment, og man kan stille sig selv spørgsmålet: Er der en logik i den måde, det ligger på?

4. Et materiale har en hårdhed, som kan erfares kropsligt. Materialet kan for eksempel ridses med en negl eller formes direkte med hænderne. Man kan gribe fat om det eller stryge hen over det. Det er muligt at lægge et materiale op mod en kind.

5. Hænderne er kroppens eget redskab til bearbejdning af materialer, og de har frem for kroppens andre dele et naturligt fortrin i omgangen med materialer. Ikke al bearbejdning af et materiale kan dog foretages med hænderne.

Eksempel:

Hver finger er sin egen krop
og hånden kæmper
med sig selv
og sin egen indbyggede
uro.

Hånden vakler
og tror på
sit eget kødelige potentiale
til at række ud over sig selv.

Den griber kluntet
et redskab
og kan ikke se sig selv.

6. Til den bearbejdning af et materiale, der ikke kan foretages direkte med hænderne, kan anvendes et bredt spektrum af redskaber. Redskaber kan være skarpe eller spidse, eller de kan for eksempel afgive varme, og langt de fleste redskaber kræver opøvelse af færdighed i brugen af redskabet.

7. Bearbejdningen af et materiale tager tid. Der er en uundgåelig forbindelse mellem materiale, bearbejdning og tid. Tid kan være en afgørende faktor i forhold til den bearbejdning, et materiale får eller kan få.

8. Materialet har en ukuelig vilje til at interagere. Materialet er i sit væsen dialogsøgende, og det er næsten umuligt at få et materiale til at isolere sig eller lukke sig om sig selv. Et materiale er kun sig selv i kraft af alle andre materialer i verden.

Eksempel:

En vidtstrakt spejling
af en vidtstrakt original
genstand åbner en midlertidig
vej ind og ud af det
ufattelige.

Spejlingen er langt blødere
end det afspejlede
og ligner derfor sig selv først
med alle dens små forskydninger
og skævheder.

Den har en særlig nuttet
eller kær karakter,
der på den ene side
gør den uegnet som spejling,
men på den anden side
netop er spejlingens egenartede udtryk,
mens den står og rækker tunge,
ikke ad det afspejlede,
men ad den verden,
den ikke er en del af.

Både spejlingen
og det afspejlede
har prikker.

9. Materialet har en lugt. Det kan være en tung lugt, og når det ligger længe, måske oven i købet i store mængder, i det samme lokale, så vil denne lugt begynde at indtage lokalet, den vil fortrænge lokalets egen naturlige lugt, og i stedet vil der brede sig en massiv og påtrængende lugt af materialer.

10. Materialer, der bearbejdes, har en lyd. Nogle lyde er bratte, andre langsomme og måske endda rytmiske. Det kan være genstridigt skurrende lyde, nogle sært skrabende lydlige fornemmelser, eller en blødere, nærmest våd oplevelse af lyd. Lydene kan ligge lige uden for den menneskelige hørelses rækkevidde, eller de kan være voldsomme og påtrængende.

11. Materialet har en vægt. Materialet er til stede som en fysisk entitet i verden og vil som sådan have en masse. Materialets vægt kan variere fra det umærkelige til det uhyrlige.

Eksempel:

En blød og fin
næsten æterisk stoflighed,
der hænger og duver
ned fra et ophæng.

Med buede former,
der krummer sig ind
mod hinanden
i et forsøg på at møde
sig selv på midten.

De har en lethed,
der gør dem uopnåelige
fra den fysiske verden
og svæver et sted
højere oppe
end deres fysiske substans.

12. Materialet har en historie. Materialet har befundet sig et sted i verden gennem tid. Det kan være blevet formet af naturens kræfter eller bearbejdet af menneskehænder. Det kan være blevet transporteret og anvendt og genanvendt som materiale i flere konstruktioner. Dette er materialets historie, som det altid vil bære med sig.

13. Materialet har en farve. Kun vakuum er farveløst og transparent. Ethvert andet materiale påvirker lysets bølgelængder og er aldrig helt gennemsigtigt. Hvis materialets naturlige farve ikke gengiver ideens fulde potentiale, kan materialet belægges med en ny farve. Den nye farve fjerner ikke den eksisterende, men lægger sig i et lag uden på den.

14. Materialet har en pris. Prisen varierer efter materialets tilgængelighed. Materialets pris er dets skæbne, og intet materiale kan siges at være sin pris uafhængigt.

15. Materialet er ikke i sin natur sekterisk. Materialet kan indgå i konstellationer med andre materialer eller indgå i en symbiotisk relation med kroppen.

Eksempel:

I et tilfælde kan der være tale
om arme,
der kræver en forlængelse
form af vingelignende
proteser.

Proteserne bærer i sig
tristheden over den mangel,
de skal udbedre,
og over den fysiske byrde,
de pålægger kroppen.

De må føres i store,
bløde bevægelser væk fra
eller rundt om kroppen,
mens denne flytter sig
i tid og rum.

Proteserne har døde hænder,
der slæber hen over gulvet,
når kroppen bevæger sig.

16. Materialet kan befinde sig på grænsen af det umulige. Et materiale kan presses derud, hvor det burde give efter, hvor enhver rimelighed og logik tilsiger materialet at briste, men så kan det alligevel nægte at give efter. Materialer har dette potentiale til at overraske og trodse sammenbruddets logik.

Eksempel:

En spinkel, trodsig
konstruktion af materialer,
der breder sig fra væg til væg,
og støtter sig med
tynde fingre mod væggen
for ikke at falde.

Konstruktionen er på én gang
sit eget bevis og
sit eget modbevis,
så tyndt og ufatteligt skrøbeligt
den står
og griber væggen.

Hver gang skrøbeligheden
overmander konstruktionen,
begynder den at ryste,
små dirrende bevægelser,
der har deres egen
musikalitet.

Konstruktionen bærer sin klang
uden på skelettet.

17. Materialet har altid én og kun én overflade. Overfladen er den del af materialet, der adskiller dets indre fra omgivelserne, og den kan aldrig brydes. Forsøger man at bryde et materiales overflade, skaber man blot en ny overflade, der i sig bærer bruddet som en del af sin struktur. Balancen mellem det indre og det ydre er forskubbet, men overfladen er intakt.

18. Materialet kan briste. Det kan knække, styrte sammen, rives over, splintre, flække, revne, eksplodere, pulverisere og gå i stykker på et utal af måder. Materialets utilregnelighed er en del af dets charme. Et materiale, der er blevet tiltænkt en bestemmelse, kan pludselig undvige sin bestemmelse i den mest absolutte forstand: gennem tilintetgørelsen.

Eksempel:

Lyset lander på
et pludseligt kollaps
af hvidligt materiale.

Det var tiltænkt en
opadstræbende bevægelse,
men ligger nu sammenstyrtet
på gulvet.

Et gråhvidt, livløst legeme
af forfejlet potentiale
krymper sig sammen
under vægten af sig selv.

En klump uforløst tilstedeværelse
og en underligt flagrende åbning i siden,
der burde have været
et rundt hul i toppen
af det,
der ikke mere er.

19. Materialer afsætter spor under bearbejdning. Et materiale kan smuldre eller støve eller klatte eller fedte. De spor, et materiale afsætter, vil ofte blive betragtet som smuds eller skidt. Et materiales spor bliver behandlet som uønskede og fjernes ofte uden videre omtanke.

20. Materialer kan efterlades. Et materiale kan vise sig at være utilstrækkeligt til at udfolde en ide, eller der kan være for lidt tid til at udfolde ideen gennem materialet, og så kan det efterlades. Det kan blive efterladt på et gulv, måske for sig selv, eller side om side med andre efterladte materialer, og efter nogen tid, vil vi ophøre med at se det som et materiale, det vil blive en noget, som nogen på et tidspunkt vil fjerne.

Eksempel:

Mismodige skjolder
på en flosset flade.

Fladtrykte klumper
med en ensom afstand
imellem sig.

Afskæringer i en bunke
bag en kasse.

Lange, bøjede ark
klæbet op ad et panel.

En skrue
på gulvet.

Løse flager
overalt.

Rummet er
forladt.

Denne brugsanvining i forbindelse med min deltagelse i projektet Nordic Hands, et fælles nordisk projekt for skabende kunstnere med fokus på materialet. Titlen er en hilsen til George Perecs Livet – en brugsanvisning. Teksten findes trykt i antologien Nordic Hands, udgivet af Hint Project 2018.

Comment

There is no comment on this post. Be the first one.

Leave a comment