68 procent af alle kvinder i Algeriet mener, at partnervold er berettiget i nogle situationer.
Kvinder i Armenien udgør hoveddelen af befolkningen på grund af mandlig udvandring og står over for alvorlig fattigdom.
En kvinde om ugen myrdes i Australien af nuværende eller tidligere partner.
Kvinder i Bahamas kan ikke give deres statsborgerskab videre til deres børn.
Kvinder i Barbados omtales på datingsites som eksotiske latinoskønheder, og man kan oprette en gratis profil.
Mere end 90 procent af alle kvinder i Bhutan er analfabeter.
Mellem 12.000-50.000 kvinder i Bosnien-Herzegovina blev voldtaget under krigen i Bosnien.
Arbejdsgivere i Brasilien kan bede om sterilisations-beviser fra kvindelige jobansøgere.
En 22-årig kvinde i Brunei er idømt 7 års fængsel for abort.
Kvinder i Burundi kan ikke eje jord, hvis de har et overordnet mandligt familiemedlem.
11 procent af alle kvindelige sexarbejdere i Cambodia er blevet solgt af et familiemedlem.
Indfødte kvinder er i årevis forsvundet langs en hovedvej i det vestlige Canada, og canadisk rapport taler om folkedrab.
I 2010 blev en kvinde i Den Centralafrikanske Republik overfaldet, berøvet og voldtaget foran sin mand og sine børn, og ingen blev arresteret.
Kvinder i Chile tjener 30 procent mindre end mænd for det samme arbejde.
Størstedelen af alle aborter i Colombia udføres illegalt og under usikre betingelser.
I Republikken Congo risikerer kvindesagsaktivister forfølgelse, trusler og fængsling.
Kvinder i Den Demokratiske Republik Congo må kun benytte prævention med tilladelse fra deres ægtemand, og 48 kvinder i republikken voldtages hver time.
I Costa Rica anmelder kvinder mere end 5000 tilfælde af seksuel chikane på gaden om året.
Det meste arbejde, der udføres af kvinder i landdistrikterne i Cuba, er ikke anerkendt som arbejde.
Ældre kvinder på Cypern har den højeste fattigdomsrisiko i Europa.
Mere end en tredjedel af alle mænd og kvinder i Danmark er imod #MeeToo-bevægelsen.
Kvinder i Djibouti må ikke bo alene.
Kvinder fra Haiti, der bor i Den Dominikanske Republik, oplever nedsættende kommentarer baseret på race fra læger i sundhedsvæsenet.
Over en tredjedel af alle kvinder i Ecuador mener, at en mand godt må slå sin hustru, hvis han har mistanke om utroskab.
Domstolene i Egypten giver ofte milde straffe, når kvinder myrdes på grund af ære.
15 tilfælde af seksuel vold rapporteres hver dag i El Salvador, især begået mod yngre kvinder.
Under den årlige ORO-festival, som fejres af Joruba-folket, er kvinder i Elfenbenskysten tvunget til at opholde sig indendørs i 17 dage.
64 procent af kvinder i Fiji har oplevet fysisk eller seksuel vold i deres parforhold.
Kvinder fra Filippinerne kan bestilles som ”hot mailorder brides”.
20 procent af alle myrdede i Finland er kvinder, der slås ihjel af deres partnere.
Ifølge landets straffelov §53 må en ægtemand i De Forenede Arabiske Emirater slå sin hustru, så længe det ikke efterlader mærker.
Mere end en fjerdedel af alle kvinder i Frankrig er blevet antastet af en blotter.
Kvinder i Gabon kan lovligt voldtages af deres ægtefæller.
Kvinder i Gambia beskriver at have oplevet tortur, efter landets ex-præsident opfordrede til heksejagt.
23 procent af alle kvinder i Ghana lever i polygame ægteskaber.
En tredjedel af alle børn i Grenada udsættes for seksuelt misbrug, og gravide piger bortvises fra skole.
Det er et stigende problem, at grønlandske kvinder bytter sex for husly i Danmark.
I gennemsnit mister to kvinder om dagen livet i Guatemala på grund af vold.
97 procent af alle kvinder i Guinea er omskårne.
42 procent af alle kvinder på Haiti kan ikke læse.
I Holland arbejder fædre i gennemsnit i to dage mere om ugen end mødre.
Honduras er det farligste sted i verden at være kvinde.
Kvinder i Hviderusland er forpligtet til at dække bordet, og det ses som nedværdigende for en mand at gøre det.
47 procent af alle gifte kvinder i Indien lider af anæmi.
Det indonesiske jernbaneselskab har indført togvogne kun for kvinder i et forsøg på at undgå seksuel chikane i togene.
Ingen af Irlands 200 største virksomheder har kvinder i deres bestyrelser eller ledende stillinger.
Kvinder forbydes flere steder i Israel at synge ved offentlige begivenheder, fx ved Holocaust Memorial Day.
Flere virksomheder i Japan forbyder kvinder at bære briller på arbejde.
Mange klaner i Kenya tror, at en enke skal voldtages uden brug af kondom for at blive befriet for sin afdøde ægtefælles sjæl.
60 millioner kvinder og piger i Kina er forsvundet; 25 millioner af dem er ikke-rapporterede fødsler.
I landlige områder af Kirgisistan er der tradition for kidnapning af brude, og piger helt ned til 12 år bortføres og tvinges i ægteskab.
På nogle hospitaler i Kroatien nægter de ansatte at udføre aborter.
14 procent af allekvinderi Letland har oplevet stalking.
Kvinder i Libanon risikerer op til to års fængsel for utroskab.
Kvinder i Libyen kan ikke forlade landet uden en mandlig værge.
Kvinder i Litauen indtager ingen pladser i kabinettet.
En femtedel af Luxembourgs befolkning mener, at vold imod kvinder ofte er fremprovokeret af offeret.
To kvinder i Malaysia har modtaget stokkeslag efter landets sharialove efter at have haft sex med hinanden i en bil.
Hver anden pige i Malawi bliver tvangsgift, inden hun er 18 år.
Fire ud af ti kvinder i Marokko kan ikke læse og skrive.
Over 1000 kvinder blev dræbt i Mexico i 2019.
I 2017 var der 1405 voldtægtssager i Myanmar, 897 af ofrene var børn.
Over halvdelen af Nepals 15 mio. kvinder har mindre end syv kroner om dagen at leve for.
76 procent af alle piger i Niger bliver gift, før de er 18 år gamle.
Kvinder i arbejdslejre i Nordkorea oplever flere grusomheder end mænd og frygter overførsel til nattevagt.
For hver krone en kvinde i Norge tjener, tjener en norsk mand 1,27 kr.
Kvinder i Oman arver det halve af, hvad en mand i en tilsvarende position ville arve.
Adskillige blev såret i Pakistan under et sammenstød mellem religiøse konservative og en demonstration på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts 2020.
40 procent af ugifte kvinder i Palæstina har været udsat for vold begået af et familiemedlem.
Omkring 300.000 kvinder blev tvangssteriliseret i Peru fra 1995-2001.
I Portugal blev en kvinde i 2017 banket med køller af to mænd for utroskab, og mændene fik en betinget dom.
I Qatar lever tjenestepiger fra Sydasien under slavelignende forhold og får ikke udbetalt løn.
Prisen for en pige fra Rumænien til bordeldrift i Danmark er 15.000 kr.
I Rusland mister 38 kvinder om dagen livet som følge af vold i hjemmet.
En fjerdedel af alle unge piger mellem 15-19 år i Sierra Leone har enten født eller er gravide.
70 procent af alle kvinder, der voldtages i Sverige, oplever ufrivillig lammelse under voldtægten.
Kvinder i Syrien, der søger skilsmisse, skal bevise, at deres mænd mishandler dem eller forsømmer deres ægteskabelige forpligtelser.
På tre år er der forsvundet 4500 kvinder i Sydafrika.
Stadig flere kvinder i Saudi-Arabien beder om hjælp på de sociale medier til at forlade landet.
I Tanzania gør 70.000 piger om året ikke deres skolegang færdig.
Kvinder fra Kina og sydøstasiatiske lande lokkes til Taiwan med falske ægteskaber og ender som sex-slaver.
I Tyrkiet har Ministeriet for religiøse anliggender udtalt i en pressemeddelelse, at piger ned til 9 år kan blive gift ifølge islamisk lov.
Kvinder i USA bruger dobbelt så meget tid på husligt arbejde som mænd.
Det koster mellem 150.000 til 200.000 kr. for en kinesisk mand at købe sig en brud i Vietnam.
Forskning viser, at kvinder i Yemen har den laveste livskvalitet blandt alle kvinder i verden.
Kvinder i Zimbabwe risikerer at blive udsat for vold og sexovergreb, når de går til offentlige boringer efter vand.
41 procent af gravide kvinder i Zwaziland har HIV.
Ni ud af ti mænd i Ægypten mener, at kvinder skal tolerere at blive slået for at holde sammen på familien.
Teksten er et bidrag til verdensmålsantologien “Det hul af Lys”, udgivet i et samarbejde mellem Forlaget Silkefyret og Aarhus Litteraturcenter. Bidraget er skrevet som kommentar til FN’s 5. verdensmål, ligestilling mellem kønnene.
Comment