»Et af litteraturhistoriens bedste kvindeportrætter er skrevet af en mand«, udtaler Lilian Munk Rösing i Information den 13. november og fremhæver Henrik Pontoppidans portræt af den jødiske kvinde Jakobe i romanen Lykke-Per som eksempel.
Og hun konkluderer, at der er brug for at tænke i det almenmenneskelige i stedet for at lade litteraturen opløses til en række partikulære udsagn, som er det, der ifølge Munk Rösing hører identitetsprædikaterne til.
Denne tilgang er blind over for spørgsmålet om, hvem der har magten til at definere, hvilke udsagn der skal opfattes som partikulære. For hvordan skelner vi mellem, hvad der er alment, og hvad der er partikulært? Er de partikulære erfaringer dem, som udfordrer vores privilegieblindhed mest? Hvem er det ’os’, der bindes sammen af den almene litteratur?
Litteraturen og kunsten har stereotype eller fordrejede portrætter af minoriteter skrevet af forfattere eller udført af kunstnere, der ikke selv kender til minoritetserfaringer, og som af læsere eller betragtere, der måske heller ikke kender disse erfaringer, bliver taget for gode varer.
Det er et problem for kunsten og for litteraturen, at den kommer til at understøtte de magtforhold, der er i samfundet, ved at genfortælle letgenkendelige diskurser.
Samtidig kan det være svært for kunstnere, som kender minoritetserfaringer, at få lov til at blive læst eller tolket som producenter af almene udtryk. Deres udtryk ryger under kategorien ’partikulære erfaringer’ og hører som sådan identitetsproblematikken til. Der er ikke en lige adgang til magten.
Forført
Det giver ikke mening at anvende et historisk eksempel som et litterært bevis på, at mænd kan skrive kvindeskikkelser nuanceret og indlevende. De kvinder, hvis erfaringer den historiske litteratur udtrykker, er ikke længere i live og kan ikke fortælle os, hvordan de oplever portrættet. Vi har kun vores eget gætværk til rådighed.
Vi står hundrede år senere uden nogen adgang til den type af erfaringer, vi ved intet om, hvordan det må have været at være en jødisk kvinde i København for mere end hundrede år siden, men vi læser Pontoppidan og føler os berørt af hans skrift og overbevist om, at vi på den måde er kommet tættere på en sådan kvindeskikkelse – hvilket selvfølgelig er forkert.
Vi er kommet tættere på en mandlig forfatters forestilling om og skildring af en jødisk kvinde, og det øjeblik, vi glemmer, at det ikke er kvinden, vi er kommet tæt på, men den mandlige fortællers forestilling om hende, har vi forvekslet fiktionen med virkeligheden og glemt, at det, vi sidder med, er en fiktion. Vi er med andre ord blevet forført af fiktionen.
Litteraturhistorien er præget af mænd, og de kvindelige skildringer er blevet marginaliseret. Hele den kanonkritiske debat peger på det vilkår, at vi i litteraturhistoriske spørgsmål er skolet i at tænke god, almen litteratur som litteratur skrevet af mænd, mens litteratur skrevet af kvinder tænkes som skildringer af partikulære kvindeerfaringer.
Der vil derfor være en overvejende sandsynlighed for, at vi kan pege på nogle gode, almene portrætter af kvinder skrevet af mænd, mens vi måske har glemt de mere ’partikulære’ portrætter skrevet af kvinder.
Intet apolitisk svar
Her bliver det helt centrale spørgsmål: Giver det mening at kritisere et litterært værk for at fejlportrættere minoriteter, eller er det værket irrelevant, at en transkønnet person, der portrætteres, virker stereotyp og karikeret for transkønnede personer?
Skal man som Lilian Munk Rösing konkludere, at den identitetspolitiske tænkning ikke er forenelig med litteratur og kunst? At kunst og litteratur er hævet over virkeligheden og fri til at skildre hvem som helst på en hvilken som helst måde?
Det er et politisk spørgsmål, som det er op til den enkelte at finde sit svar på – men i det øjeblik, det er stillet, findes der ikke et apolitisk svar. Det er muligt at indtage den position, at litteraturen er hævet over identitetspolitikken og på den måde radikalt fri, men den skrevne litteratur skal ud at møde en virkelighed, der forholder sig kritisk til påstanden om almene erfaringer, og især til portrætter, der opleves som stereotype, fordrejede eller ekskluderende.
For første gang i litteraturhistorien har minoriteterne fået en stemme, og debatten om det almene er en konsekvens af, at disse stemmer ikke længere pr. automatik kan ekskluderes.
Indlæg bragt i Information den 6. december 2018.
Comment