Sebastian Dorset har skrevet et indlæg på POV International med overskriften “Jeg vil fra dags dato ikke længere kaldes cis-mand”. Argumentationen er interessant, fordi forfatteren ikke forholder sig til, hvad betegnelsen cis-person betyder: “En person, der identificerer sig med det køn, vedkommende blev tildelt ved fødslen.” Altså en majoritets-betegnelse for personer, der ikke er transkønnede eller på anden måde kæmper med deres kønsidentitet.
Sebastian Dorset nævner ikke i artiklen, hvordan han forholder sig til sin kønsidentitet, men afviser betegnelsen cis-kønnet på baggrund af de med-betydninger, ordet kan have. Især når ordet bruges til at påpege manglende privilegiebevidsthed. Dette giver ifølge Sebastian ordet den klammeste klang en identitetsbetegnelse/skældsord kan have.
Selv om forfatteren ikke ønsker at omtales som cis-mand, er der intet belæg i artiklen for, at en anden kønsbetegnelse kunne være passende i hans tilfælde. Det kunne have været et særdeles interessant indlæg, hvis forfatteren havde fremført sin kønstvivl og på den baggrund sin irritation over at blive fejllæst. Men det er ikke forfatterens ærinde. I stedet omtales transpersoner, og personer med anden kønsidentitet end cis i tredje person. Så det er ikke her forfatterens identifikation ligger.
Jeg er helt på linje med forfatteren, så længe pointen er, at vi skal lade være med at bruge identitetskategorier nedsættende om hinanden. Men hvis pointen er, at der ikke må anvendes en betegnelse for majoriteten, hvorimod minoriteten godt må benævnes, bliver indlægget problematisk. Vi har brug for at have et ord, der kan betegne majoriteten, ellers bliver den unævnelig og en blindheden næsten uundgåelig.
Hvordan reagerer vi, når vi får påpeget vores privilegier? Det er, som om ingen af os rigtig kan lide at få at vide, at vi er heldigt stillede på nogle parametre. Især ikke, hvis vi faktisk synes, vi har det svært på andre parametre. Eller hvis vi ikke er vant til at blive peget på. Det er et vanvittigt svært punkt i vores møde med mennesker, der er anderledes end os selv.
Det virkelig interessante spørgsmål er, hvordan får vi vendt debatten om privilegier, så vi kan få en dialog i gang. Når først vi når dertil, hvor vi kalder hinanden privilegieblinde og cis-personer eller andre identitetskategorier, så bremser vi for dialogen.
Det mest interessante ved artiklen er dog ikke artiklen selv, men den reaktion, den har afstedkommet. Der er gang i voldsom og følelsesladet debat i kommentarsporet. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at ordet bøsse/bøsserøv stadig det mest hyppigt anvendte skældsord blandt børn og unge og har været det så længe, jeg kan huske.
Comment