Jeg debuterede i 2011 på Forlaget Basilisk, og jeg havde allerede forinden forelsket mig i forlaget, der udgav nogle ret vilde bøger. Jeg havde tidligere sendt et andet manuskript, som jeg havde fået tilbage med en venlig påmindelse om, at hvis jeg sendte noget en anden gang, skulle jeg forbedre min udskriftsstandard. Det tog jeg til efterretning, og næste gang jeg sendte noget ind, gik det bedre. Mit manuskript blev antaget, og jeg forstod det ikke helt, det var jo bare en fjollet leg med ord.
Ved udgivelsen fortalte min redaktør, at jeg var sluppet igennem et nåleøje. Det var kun anden gang i forlagets historie, at et uopfordret manuskript var blevet antaget til udgivelse, og det i øvrigt var noget nyt, at forlaget forsøgte sig med ny, dansk litteratur. Men jeg slap altså igennem nåleøjet, fik min bog udgivet, fik pæne anmeldelser i landets aviser, modtog legater fra Statens Kunstfond og fik sågar en nominering til Danmarks mindste litteraturpris, Bukdahls Bet. Samme oplevelse gentog sig tre år senere, da jeg på samme forlag udgav to pixibøger for voksne. Denne gang med lidt færre anmeldelser, og nogle af dem også med noget mere skepsis.
Herefter bevægede min skrivning sig ind i en nedadgående spiral, hvad angår bogudgivelser. Hvis man ser det fra en anden vinkel, kan man sige, at mit kreative drive bevægede sig i andre retninger end bogudgivelser. Jeg indledte samarbejder med billedkunstnere og musikere, optrådte med sangtekster og udstillede miniværker, skrev tekster til udstillinger og antologier, underviste i kreativ skrivning og skrev analyser af danske romaner.
Sidste år fik jeg en mail fra min redaktør på Basilisk, som skrev at han ønskede at drosle ned med sit forlagsarbejde og derfor ikke kunne være redaktør for mig mere. Jeg mistede min indgang til et forlag, som jeg var glad for og mit samarbejde med en uhørt dygtig redaktør. Jeg stod fuldstændig alene med mine ambitioner og med det ufærdige værk, jeg havde arbejdet på et års tid med min redaktør på sidelinjen som sparringspartner.
Herefter begyndte jeg at lede efter et forlag, der kunne være interesseret i at udgive mine tekster. Jeg fik afslag, der var en blanding af korte ”nej tak”, forklaringer om manglende penge og tid og udeblevne svar. Jeg var mange gange tæt på at opgive, men blev opmuntret af kommentarer fra forfatterkolleger, der var sikre på, at det nok skulle kunne lade sig gøre, og at manuskriptet var værd at udgive.
Og nu ser det ud til endelig at have givet pote. I hvert fald er bogen nu sendt til tryk af min nye redaktør på Forlaget Arkhest. Vi har endnu ikke aftalt en udgivelsesdato, men der går nok ikke mere end en måned eller to.
Så hvordan får man udgivet en bog? Det er et af de spørgsmål, jeg oftest er blevet stillet på skrivekurser. Det er det spørgsmål, som næsten alle skrivende går og tumler med. Hvordan får jeg mit arbejde ud i verden? Hvordan sikrer jeg mig, at det får et liv og ikke bare bliver gemt væk i en eller anden krog?
Det bedste råd, jeg er stødt på, er at undersøge forlagenes profiler. Se på hvilke bøger forlaget udgiver, og om de matcher ens eget manuskript. Det er et første skridt. Herfra er vejen frem for mange af os dog stadig brolagt med afslag og notitser på diverse forlags hjemmesider om, at de ikke tager imod uopfordret indsendte manuskripter.
Et andet udmærket, men lidt nedslående råd, er at spørge sig selv, om man er sikker på, at ens manuskript er helt færdigt. Jeg tror, jeg kunne have skånet mig selv for nogle afslag, hvis jeg havde arbejdet længere med nogle af projekterne.
Men der er også bare faktorer, der er ude af ens egne hænder. Det kan godt være, at man har et godt og gennemarbejdet projekt, men at dørene simpelthen ikke åbner sig. Ganske enkelt fordi der er så mange gode og gennemarbejdede projekter, der havner på redaktørernes skrivebord. Jeg har jævnligt hørt redaktører sige, at hvis projektet er godt nok, skal det nok finde vej til en udgivelse. Min tidligere redaktør på Basilisk, sagde det også, da han slap mig. Han var sikker på, projektet var stærkt nok, og at der derfor nok skulle komme en bog ud af det uanset.
Jeg ved ikke, om jeg tror på denne tese. Jeg kan sagtens forestille mig, at der går gode manuskripter tabt, fordi det ikke lykkes forfatteren at finde en vej igennem det berygtede nåleøje. Til gengæld mener jeg, at en forfatter også er en forfatter, selv om hun ikke bliver udgivet. Og nogle vil endda mene, at en forfatter også er en forfatter, selv om hun ikke skriver.
Comment