Hvad er det egentlig, man beskriver, når man deler litteratur ind i perioder og taler om litterære tendenser? Ændrer litteraturen sig fra årti til årti, eller er det snarere vores læsninger der ændrer sig? Når vi nu i to årtier har talt om autofiktionen i litteraturen, er det så, fordi det autofiktive er en altovervejende litterær tendens, eller skyldes det, at vi tager de autofiktive læsebriller på, når vi læser og taler om litteratur? Har det autofiktive hele tiden været der for så pludselig at blive det mest interessante aspekt ved litteraturen? Er det den måde, vi taler om litteraturen på, som er med til at definere, hvad den bliver? Skaber det rammerne for, hvad der kan omtales og udgives, eller kommer den autofiktive tendens autonomt fra forfatternes litterære værksteder?
Disse spørgsmål har jeg gået rundt og tygget på, mens jeg har forsøgt at samle op på tre årtiers dansk litteratur til tre artikler for litteratursiden.dk. Det har været svært at vælge til og fra og endnu mere svært at gøre det på objektive kriterier. De valg, jeg har taget, er med til at underbygge og cementere eksisterende fortællinger om dansk litteratur, og skal jeg i ultra korte træk skitsere tre årtiers dansk litteratur, så er det fortællingen om en kunstart, der bevæger sig i det minimalitiske i 1990erne, bliver autofiktiv i 2000erne og fortætter den autofiktive tendes i 2010erne, men med en voksende aktivistisk og identitetspolitisk drejning. Og måske ser det ud til, at det autofiktive her ved begyndelsen af det nye årti glider i baggrunden til fordel for de politiske og aktivistiske temaer, som igen behandles i fri fiktion. Eller måske betinges dette skift lige så meget af læsningen, der uundgåeligt også ændrer fokus i en tid, hvor vi helt konkret kan mærke, hvor skrøbelig og forbundet vores verden er, og hvor lille den individuelle smerte er sammenlignet med vores store fælles udsathed som mennesker?
Min artikel om 10ernes litteratur er online og kan læses her.
Comment