I denne uge har jeg skrevet et debatindlæg til Information om kønsbetstemmelsen i Navneloven, nærmere bestemt §13 stk. 2, som siger, at »et fornavn må ikke betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet«
Jeg oplever jævnligt i mit arbejde som kordegn med ansvar for personregistrering at skulle give afslag på ansøgning med henvisning til netop den paragraf i Navneloven. Der er altså et behov derude. Der er borgere, der ønsker friheden til selv at vælge et navn uden skelen til køn. En del af disse ansøgninger kommer fra borgere, eller fra forældre til borgere, der føler sig i konflikt med eget juridiske køn.
Når jeg sidder på kontoret sender jeg selvfølgelig ikke et blankt afslag på en sådan ansøgning. Jeg kontakter ansøger og prøver at høre, hvad motivationen for ansøgningen er. Og tager en snak for at prøve at finde ud af, om vi kan vinkle ansøgningen, så ansøger alligevel kommer sit ønske nærmere. Dette kan fx gøres ved at vælge et kønsneutralt fornavn i stedet, og så overføre det ønskede fornavn til mellemnavnspladsen. Her gælder kønsbestemmelsen nemlig ikke. En kvinde må således ikke hedde Lars til fornavn men hun må gerne tage navnet som sit mellemnavn, hvis bare hun har et kvindeligt eller unisex fornavn foran.
Især for børn er kønsbestemmelsen begrænsende. Familieretshuset afviser at undtage ansøger fra kønsbetemmelsen, med mindre der er indledt et forløb ved Sexologisk Klinik. Her kan Navnelovens §13 stk 3. nemlig anvendes: »personer, der er transeksuelle eller ganske må ligestilles hermed, ikke er omfattet af forbuddet i stk. 2.«
For en voksen ansøger er reglen den samme. Men en person over 18 år har derudover mulighed for at søge om ændring af CPR-nummer, hvilket kan gøres, uden at den pågældende person er i et forløb ved sexologisk klinik. Hertil kræves blot en skriftlig erklæring fra ansøgeren om, at vedkommende ønsker nyt CPR-nummer med udgangspunkt i sin kønsopfattelse. Der er altså mindre skrappe krav for ændringen af CPR-nummer, end der er for en ændring af fornavn, der ikke skeler til køn. Den voksne person kan så bagefter, når det juridiske køn er ændret, søge om nyt fornavn, helt uden at have været i et forløb ved Sexologisk Klinik.
Måske er der nogen, der tænker, at det er en lidt kunstig og fjollet ide at argumentere for en ophævelse af Navnelovens kønsbestemmelse. Vi er så vant til, at mænd hedder Lars og kvinder hedder Mette, at vi betragter det som naturligt. Men der sker i forvejen et stort skred på området, da listen over godkendte unisexnavne hele tiden udvides. Der findes i øjeblikket 1.054 navne, der er godkendt som både pige- og drengenavne på Ankestyrelsens liste over unisexnavne. Til sammenligning er der 22.251 godkendte pigenavne og 18.195 godkendte drengenavne på listen. Den løbende udvidelse af listen over unisexnavne er et tegn på, at behovet er reelt og findes blandt os.
Der kan også rejses det modargument, at en inddeling af befolkningens navne to grupper på baggrund af køn tjener praktiske formål. Og det kan der selvfølgelig være noget om . Problemet er blot, at det allerede ikke altid er muligt, netop på grund af den voksende gruppe af mennesker, der bærer et unisexnavn.
Man kan også have den tanke, at hvis man ophæver kønsbestemmelsen, så bliver det helt vildt, og alle vil vælge navne på kryds og tværs, og at verden som vi kender den, vil gå nedenom og hjem. Mit bud er, at det ikke kommer til at ske. De fleste forældre vil fortsat navngive deres drengebørn Alfred og Viktor og deres pigebørn Clara og Sofie. Men måske vil Sofie senere få lyst til at hedde Alfred, og så kan han/hun få lov at hedde det, han/hun gerne vil, uden at skulle i kontakt med sundhedsvæsenet. Og jeg kan ikke se, at det skulle gøre skade på nogen. Et navn er let at ændre igen, hvis Sofie/Alfred senere ombestemmer sig.
Jeg har også sendt mine spørgsmål i et brev til Social- og indenrigsministeren og håber, at der på sigt kan blive basis for en lovændring.
Comment