Den lesbiske verdenshistorie, del 1

Den første lesbiske i verden var Sappho. Hun var en af de ni kanoniske græske digtere. De otte andre digtere hed Alkmaar, Alkaios, Stedichoros, Ibykos, Anakreon, Simonides, Pindar og Bacchylides. 


Sappho blev født måske 630 år før Kristus, måske kun 612 år før, ingen ved det helt præcist, så det kan vi kun gisne om. Der er masser af kilder, der fortæller om hendes liv, men de siger alle sammen noget forskelligt, så det er ikke til at vide, hvad der egentlig passer. Et byzantinsk leksikon fra 900-tallet, som blev kaldt Suda, hvilket betyder fort, oplyser, at Sappho var gift med en handelsmand ved navn Kerkylas med hvem hun fik datteren Kleis. Suda fortæller også, at hun havde tre veninder Atthis, Telesippa og Megara, som hun blev beskyldt for at nære en skændig kærlighed til.


En helt anden tradition fortæller, at hun var ulykkeligt forelsket i færgemanden Phaon, og at hun til sidst tog livet af sig ved at kaste sig ud fra en klippe. En græsk digter, der hed Ovid, har skrevet et digt, der skal forestille at være en slags kærlighedsdigt fra Sappho til Phaon. I digtet, som hedder Heroides, døde Sapphos far, da hun var tolv, og måske har Ovid skrevet det, fordi det har stået i et af hendes digte, som nu er gået tabt, eller også har han selv fundet på det. Suda angiver otte mulige navne for Sapphos far, hvilket antyder, at det alt sammen er noget usikkert, og måske har han ikke været interessant nok til, at hun har skrevet digte om ham.

 
Man skyder noget mere målrettet på, at hendes mor har heddet Kleis, fordi hendes datter hed det. Men der sniger sig en usikkerhed ind, fordi man ikke ved, om Kleis var hendes datter, eller om hun i virkeligheden var en af Sapphos unge elskerinder. Det er også lidt problematisk med ham Kerkylas fra Andros, som Sappho ifølge Suda skulle have været gift med. Det lader nemlig til, at navnet er blevet opfundet af en komisk digter: navnet Kerkylas kommer fra det græske ord kerkos, der betyder penis, og det fremgår ikke af dokumenter andre steder, at Penis skulle have været et godkendt drengenavn. Kun en lille smule bedre er det med stedhenvisningen Andros, der godt kan være en ø, men ligeså godt kan betyde mand, og så er vi et sted, hvor hun blev gift med hr. Storpik fra mandeøen, og det er alligevel et noget ejendommeligt tilfælde. 


Der er dog bred enighed om, at Sappho blev født på øen Lesbos, der på den måde kom til at lægge navn eftertidens lesbiske. Det siges, at hun skulle have haft tre brødre: Erigyius, Larichus og Charaxus. Ifølge Atnanseus, som vist nok var biskop, blev Sappho ofte prist for at have hældt vin op i Mytilenes rådhus, og det indikerer, at hun kommer fra en aristokratisk familie, hvilket kan forklare nogle af de nogle gange mystificerende stedsbeskrivelser i hendes digte. Der er en gammel tradition, der siger, at den ene af hendes brødre, Charaxus havde et forhold til en egyptisk kurtisane, og at han købte hende fri for en stor sum penge, hvilket Sappho skulle have skrevet et digt om, hvori hun fordømmer ham for det. Det siger Herodot, som var en klassisk græsk historieskriver. 


Sappho skulle være blevet forvist fra Lesbos til Sicilien et eller andet tidspunkt mellem 604 og 594 f.kr. Hvis man godtager fragment 98 af hendes digte som biografisk materiale og som en reference til hendes datter, så tyder det på, at hun allerede havde en datter, inden hun blev forvist. Hvis man godtager fragment nummer 58 som biografisk, tyder det på, at hun blev ret gammel. Måske kan hun have levet indtil midten af den 6. århundrede f.kr. I øvrigt anser mange moderne forskere historien om hendes klippeudspring på grund af færgemanden Phaon som fri fantasi. 

Comment

There is no comment on this post. Be the first one.

Leave a comment