Der findes ingen danske data om behandling af transkønnede. Ganske enkelt fordi, ingen danske læger tør forske i det. Årsagen er, at emnet er blevet politiseret, og at organisationerne og patientforeningerne er blevet for skingre og angrebslystne.
Disse udsagn er ikke mine, men kommer fra en dansk læge, der arbejder med behandling af transkønnede. Jeg har fornyligt lavet interview med lægen til et projekt, jeg har arbejdet på i nogle år. Jeg har tidligere omtalt projektet her på bloggen. Grunden til, at lægen her er anonym, er ikke, at han/hun ikke vil stå ved sine udtalelser, men at jeg har lovet alle de sundhedsmedarbejdere, jeg interviewer, anonymitet.
Lægen fortæller, at han/hun tidligere har taget ud og holdt foredrag i LGBT+ patientforeninger og organisationer på området, men at han/hun ikke gør det længere, fordi han/hun føler sig hængt ud. Samme læge holder dog løbende foredrag i andre patientforeninger; det er udelukkende de LGBT-relaterede organisationer, som lægen ikke længere ønsker at bruge sin tid på. Især peger lægen på en rapport fra Anmesty International, hvortil danske læger, der arbejder med behandling af transkønnede, er blevet interviewet. Lægen fortæller, at han/hun i rapporten oplever egne udsagn fordrejede, mener at være groft fejlciteret og oplever rapporten som tendentiøs. Der har været en politisk agenda for arbejdet med rapporten, som ikke er blevet oplyst til de interviewede. Lægen fortæller, at andre danske læger, der bidrog til arbejdet med rapporten ligeledes følte sig hængt ud, og at det vil blive svært at finde nogen blandt dem, der har lyst til at lade sig interviewe af Amnesty igen.
Emnet har også været behandlet af videnskabsjournalist Lone Frank, der i en artikel i Weekendavisen 3. juli 2020, Transpolitiet kvæler forskningen, skriver, at “når transaktivister bruger læger og forskere som skydeskiver, risikerer de at ramme deres egne.” Der er kommet forskellige reaktioner på artiklen, bl.a. “Når forskningsmetoderne påvirker konklusionen” og “Dårlig videnskab”.
Det, der står fuldstændig klart her, er den manglende tillid og kommunikationskløften mellem lægerne og de behandlede og deres pårørende. Ingen af parterne føler sig forstået, og begge parter oplever at få ting skudt i skoene af modparten. Som LBGT-person genkender jeg denne fortælling om lægestanden som potentielle krænkere, især i forbindelse med behandling af transkønnede. Og, hvis vi går lidt tilbage i tiden, også i forbindelse med behandling af homoseksuelle. Og der er ingen tvivl om, at disse fortællinger har deres rod i virkeligheden. Ikke alle behandlingsformer har været sundhedsfremmende, og nogle gange har ordet tortur brugt om behandlingsformerne været på sin plads.
Det mest interessante spørgsmål nu, er måske, hvordan man kommer videre herfra? Kan der etableres en mere konstruktiv dialog mellem en gruppe læger, der gerne bare vil give den bedst mulige behandling, og en gruppe af patienter og pårørende, som føler sig misforstået og dårligt hørt?
Comment