Vi kom op i en lejlighed. Jeg kan ikke huske, hvad meldingen var. Og så kommer vi op i en lejlighed, som er helt mørk. Der er næsten ingen lys. Der er ting overalt. Der er stabler af aviser til loftet, og der lugter forfærdeligt, og der er ingen lys. Vi kommer ind i en stue, hvor hun ligger på en sofa ovenpå aviser og blade. Og vi kan ikke se hende. Jeg kan ikke se. Jeg kan ikke se hendes farve. Hun er varm at mærke på. Vi får fat på en lampe inde fra et andet rum, står og lyser ned oven på hende og kan så se, at hun har hjertestop. Og går i gang med at lave hjerte-lungeredning, men kan ikke rigtig, hun ligger på en sofa og glider rundt i blade. Og vi kan ikke få hende nogen steder hen. Der er ikke rigtigt noget, vi kan. Pludselig går det op for mig, at hendes mand er også i rummet. Det er så mørkt, jeg kan ikke se ham. Pludselig kan jeg høre, han rømmer sig. Og så går jeg over til ham og kan se, at han er der. Og han er sådan også, han er mærkelig. Jeg ved ikke, om han er påvirket. Vi ender med at tage hende ned. Og det er på tredje, fjerde sal. En lille trappe. Jeg prøver at lave lidt hjertemassage på hende, mens vi går ned. Mens vi har hende spændt fast til båren ned af trappen. Helt kaos. Og jeg aner ikke, hvad det her er. Jeg kan ikke få nogen fortælling fra ham. Han kan ikke fortælle mig, om det er noget, der er sket nu. Eller har hun haft det sådan i en uge. Faldt hun pludselig om. Hvad skete der. Hun er faktisk så ringe, at det ender med, at hun dør i ambulancen på vej ind. Jeg kan simpelthen ikke. Jeg indstiller behandlingen på hende. Hun har ikke nogen puls nogen steder. Hendes hjerte må være, jeg kan ikke pumpe på det. Jeg finder aldrig ud af, hvad det er med hende. Det er også bare en mærkelig historie.
Teksten ovenfor er et uddrag fra et projektet, jeg har arbejdet på i nogle år. Teksterne er skrevet på baggrund af interviews med sundhedsfagligt personale, læger, sygeplejersker, fysioterapeuter mv. og er et forsøg på at give stemmer til forskellige mennesker i sundhedsvæsenet. Jeg har været interesseret i at prøve at komme tæt på den måde, der faktisk og konkret tales om nogle af de ting, som litteraturen ofte taler om på en særlig og kunstig måde: fødsel, død, sygdom, alderdom og smerte.
1 Comment